johansens

Johansens enkle liv

På det grønne flade Lolland
kan besøgende se hvordan man
kan leve et afslappet, ustresset liv
og dog vær´ fyldt me´ ini´tiv.

I den øvrige fortravlede verden,
hvor kravene stiger, så er den
bedste måde her at leve på -
at sætte sig mål, man ikke skal nå.

Så ved man trods alt med det samme,
hvad det er man ikke skal ramme.
Nu forleden da jeg vil´ te månen
ble´ det aflyst, da det lød in´ fra konen

"Johanns du ska grav kartøflerne åb -
ka du se å rejs di dåvne krop -
vi ska spise om ikk ret læng´ nu
så det var kas´ ti, du fik fingern u!"

Fingerne de var jo proppet
i ørene, så braget ble stoppet,
da raketten om lidt sku gå af -
en stor og politisk alvorlig sag

Men stemmen den var ren torden
et flammende lyn ramte jorden,
så kartoflerne kom op i en fart -
mål man kan nå - er nu osse rart.

Så´n lever vi enkelt til hverdag
med små overkommelige tiltag,
hvor konen er dirigenten
- og jeg rejser ud af tangenten.


soldater

Kampen for demokrati

Når vore soldater skal slås
i lande langt fra os,
så er det kun for at støtte
de kræfter, man her kan knytte

til opbygning af et samfund
der med den rette baggrund
kan skabe demokratier
og stoppe tyrannier.

Det er en velment indsats,
men værdien ska´ måske ta´s
med et tem´ligt stort gran salt,
for kampen handler trods alt -

om kultur og traditioner
århundreders etik og normer
med baggrund i hellige skrifter
helt fra religionens stifter.

Det er derfor uforståligt,
at tro det er opnåligt
at en kamp mod ånd og ord
kan vindes ved krig og mord.

Geværer med patroner
brugt imod religioner
er nærmest lidt barbarisk
og langt fra eksemplarisk

Det gode resultat beror på
- hvilket jeg her vil foreslå -
politikere får ind i blodet:
"At kampen vindes i hovedet!"

Det er himmelråbende banalt
og kan se´følig kun gå galt
når dialogen i det fjerne
tales med våben uden hjerne.


kurtogmona

Kurt og Mona i banken

En dag hvor min kone så bunden
af kisten, så oprandt jo stunden,
hvor vi skyndte os hen i banken
for at låne lidt - det var tanken.

Min kone sku ha en lille -
så vi spurgte om banken den ville
låne os cirka en million -
sel´følig imod kaution.

Damen, som hed Mathiesen,
regnede på vilkår og prisen.
Hun gennemgik alle papirer -
var tavs, og vedblev at stirre.

Til sidst sa´e hun meget bestemt.
"Jeg tror der´ noget, De har glemt!
Vi er end del assistenter,
der lærer at regne med renter.

Selv om vi også er flinke,
plejer vi ikke at vinke
farvel til vores tilgoder.
Det´ dårlige bank metoder.

Jeg blir vist nødt til at si´e Dem
og undskyld, jeg er lidt ligefrem
"Betal nu først deres gæld
så går resten nok af sig selv!"

At livet handler om penge,
det har jeg vidst meget længe.
Men at de står i vejen for lykken -
det løber mig koldt ned ad ryggen.

Hva fa´en - er vi ikke kunden
og sel´om vi skraver bunden,
så gir vi da en omsætning,
og banken en god forretning.

Hva var´ed madamm´ hun sae
- a vi sku betale te´bae.
Hvo´n fa´en ka det la sig gøre?
Vi ejer jo ikke en øre!

De er sat i sving og cirkuleret
til gavn for hele kvarteret.
Var der osse vrøvl med kautionen?
De får sgu da hele pensionen

- det fan´me te a bli tro´nde a´
hilsen fra Kurt og Mona