På det grønne flade Lolland
kan besøgende se hvordan man
kan leve et afslappet, ustresset liv
og dog vær´ fyldt me´ ini´tiv.

I den øvrige fortravlede verden
hvor kravene stiger så er den
bedste måde her at leve på ...
at sætte sig mål, man ikke skal nå.

Så ved man trods alt med det samme,
hvad det er man ikke skal ramme.
Nu forleden da jeg vill´ te månen
ble´ det aflyst, da det lød in´ fra kånen

“Johanns du ska grav kartøflerne åb
ka du se å rejs di dåvne krop -
vi ska spise om ikk ret læng´ nu
så det var kas ti, du fik fingern u !”

Fingerne de var jo proppet
i ørene, så braget ble stoppet,
da raketten om lidt sku gå af -
en stor og alvorlig sag.

Men stemmen den var ren torden
et flammende lyn ramte jorden,
så kartoflerne kom op i en fart -
mål man kan nå - er nu osse rart.

Så´n lever vi enkelt til hverdag
med små overkommelige tiltag,
hvor konen er dirigenten
- og jeg rejser ud af tangenten

hilsen Johansen

“Nå Fru Eva, hva mindes så De
fra livet og tiden i haven ?
Blev De ked af - at det var forbi,
da ejeren blev vred og gnaven ?”

“Tja ! vi gjorde noget vi ikke måtte
og blev begge smidt ud med et fur -
men uden nogen begrundelse for det,
så jeg blev faktisk lidt sur.

Vi skulle vel nyde træet og frugten
og haven som var vores hjem -
og nogen skulle jo pluk´den
hvis andre skulle, fortæl mig hvem ?

“Men ud det kom vi i en fart
- og kun med ét sæt tøj hver,
uden mad - det var ikke rart
og tilmed et værre møgvejr !”

Da Adam så søgte lidt varme -
ku´ jeg ikke modstå hans charme
Der gik faktisk ikke ret længe,
så havde vi to dejlige drenge

Deværre kom de op at skændes
om røg fra et bål, når det tændes.
Den ene slog så den anden ihjel.
Drabelig trist - mest for ham selv.

Da ejeren havde opdaget mordet,
blev han vred og tog atter ordet.
Han viste drabsmanden bort -
så fremtiden tegnede jo sort.

“- Fru Eva hva sket der med ham
der havde dræbt og leved´ i skam ?”
“Ja, Som tiden gik og årene med den
så vi ham faktisk aldrig igen.”

“Skriv blot han fandt sig en kone
hos et folk hvor han også blev boende
Vi tro´de vi var de eneste på jord
Men det´ altså ikke nok, at man tror !”

Og Adam han frøs igen det skrog,
men glemte helt at be´ om lov
Han skruede op for charmen
og fik ret hurtigt varmen.

Inden længe så kom der fler´ -
de frøs en del - det´ hva der sker !
når dynen glider ned og man la´den -
så blir det jo koldt om natten.

Og hermed kom historien vider´
om menneskenes første tider.
Det´ nu dejligt, at følge med
i det der virkeligt har fundet sted.